Gå til forsiden

Kjærgaard får Hedensted Kommunes Erhvervspris 2016januar 11, 2017

kjaergaard_erhvervspris-2016

Markant vækst og nytænkning kombineret med et socialt ansvar er de primære grunde til, at Kjærgaard A/S den 10. januar modtog Hedensted Kommunes Erhvervspris 2016 på den årlige nytårskur.

Godt 300 erhvervsfolk deltog tirsdag i Hedensted Kommunes nytårskur i Ørum-Daugård Multicenter. Her gjorde borgmester Kirsten Terkilsen på byrådets vegne status og uddelte Erhvervsprisen for 2016, som i år blev tildelt Kjærgaard A/S.

Kjærgaard blev valgt efter følgende kriterier:

Gennem de seneste fem-seks år har Kjærgaard A/S fordoblet sit resultat før skat. Det har de blandt opnået ved at tænke nyt indenfor sin branche.

Kjærgaard arbejder primært med energi, el, automatisering, it og robotter. Gennem øget effektivisering, reduceret energiforbrug, forbedrede IT-infrastrukturer og en høj grad af automatisering hjælper Kjærgaard industrivirksomheder til at bevare og forbedre konkurrenceevnen på det globale marked.

Samtidig udviser virksomheden selv et stort socialt ansvar og har skarpt fokus på at videreuddanne sine dygtige medarbejdere.

Unge mennesker lader sig gerne skrive på venteliste til at komme i lære hos Kjærgaard, hvor lektiehjælp til lærlinge blot er et af mange eksempler på det ansvar, som virksomheden tager for at få uddannet de unge mennesker og samtidig sikre de lokale virksomheder kvalificeret arbejdskraft.

Kjærgaard A/S har haft til huse i Hedensted Kommune siden 1921, hvor den startede som en traditionel elinstallationsforretning med butik i Løsning. Evnen til hele tiden at udvikle sig var en af de egenskaber, som borgmester Kirsten Terkilsen fremhævede, da hun overrakte prisen til direktør og ejer Per Smedegaard:
“Gennem alle årene har Kjærgaard formået at vokse og udvikle sig. Virksomheden har været med til at skubbe på hele Industri 4.0-udviklingen, som er med til at fremtidssikre mange af de industrierhverv, som findes her i vores område. Det er ikke bare vigtigt for de lokale arbejdspladser og virksomheder, men for den danske industri i det hele taget”, siger Kirsten Terkilsen.

Juryen, der beslutter, hvem Hedensted Kommunes Erhvervspris skal gå til, består af lokale erhvervsfolk. Kriterierne er, at man har haft solid vækst, har tænkt nyt indenfor egen branche, fokuserer på CSR og har sat Hedensted Kommune på landkortet. Virksomheden skal desuden have haft adresse i kommunen mindst 5 år.

Kjærgaard A/S har hoveddomicil i Løsning og har gennem årene etableret afdelinger rundt omkring i landet for at imødekomme kundernes behov. Virksomhedens 170 medarbejdere er således fordelt på afdelinger i Fredericia, Odense, Skive og Dronninglund.

    Top