Gå til forsiden

Rob-Flex hitter i foodbranchendecember 2, 2015

Kjærgaard A/S har udviklet robotmodulet Rob-Flex, der er en komplet celle opbygget omkring en lynhurtig delta-parallelrobot, og den er blevet populær i foodbranchen.

I skrivende stund har Kjærgaard solgt over 20 enheder, og divisionsdirektør Morten Bodilsen forklarer her om baggrunden for succesen.

– Mellemstore virksomheder har fået øjnene op for automation, og det gælder i særdeleshed for foodbranchen. Virksomhederne har ofte en mandskabstung produktion, og mange er presset på prisen af andre globale leverandører, hvilket gør det nødvendigt at optimere. En investering i en eller flere Rob-Flex betyder – ud over optimering – også, at medarbejderne slipper for ensidigt gentaget arbejde, så det får en positiv indvirkning på arbejdsmiljøet, fortæller Morten Bodilsen.

Rob-Flex

Driftssikker løsning
Kjærgaard har fået positive tilbagemeldinger fra de kunder, der har implementeret Rob-Flex i produktionen.

– Teknologien bag Rob-Flex gør, at den er meget driftssikker, og det er også de tilbagemeldinger, vi får fra vores kunder. Derudover fremhæver de fleksibiliteten i forhold til programmering, for med en Rob-Flex kan man lynhurtigt foretage ændringer i produktionen, lyder det fra Morten Bodilsen.

Vipper som et håndled
Rob-Flex har i dag fire akser og tre arme, der placerer sig i X-, Y—og Z-retning samt en rotationsakse, hvor hovedet kan dreje 360 grader, men fremover kan Rob-Flex også leveres med en ekstra akse, der giver helt andre muligheder. – Producenten har udviklet en ny hardware, og den nye udgave er endnu mere fleksibel. Den kan løfte mellem 15 og 20 kilo og kan dermed bruges helt andre steder end i dag, og den leveres med en femte akse, så den kan vippe som et håndled. Det betyder, at vi i højere grad kan skræddersy en løsning til vores kunder, og den vil for eksempel være oplagt på steder, hvor der skal stakkes, forklarer Morten Bodilsen.

    Top